Hvorfor jeg skriver til børn om det, der er svært at sige højt

Jeg skriver til børn om det, der er svært at sige højt, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når et barn endelig tør dele noget, der fylder. De øjeblikke, hvor et barn kigger op og siger: “Må jeg fortælle dig noget,” er for mig noget af det mest meningsfulde, der findes. Det er dér, relationer bliver stærke, og verden bliver lidt lettere at være i.

For mig handler det ikke om at få børn til at snakke. Det handler om at skabe et rum, hvor de kan snakke, hvis de har brug for det. Et rum med ro, tid og tryghed. Et rum, hvor barnet mærker, at de ikke skal præstere, forklare eller være modige — de skal bare være sig selv.

De sidste år har jeg skrevet to bogserier, der netop har dette som omdrejningspunkt. “Milan kan klare …” er til indskolingen og hjælper de yngste børn med at forstå og håndtere udfordringer i hverdagen. “Det vi ikke siger – …” er til mellemtrin og udskoling og giver de ældre børn et sprog for de tanker, der ofte bliver gemt væk.

Begge serier doneres i dag gratis til skoler og institutioner rundt i landet, fordi jeg ønsker, at alle børn — uanset baggrund — skal have adgang til historier, der kan spejle dem og støtte dem.

Selvom jeg også har skrevet til voksne, blandt andet romanen Kaffe & Kup, er det arbejdet med børn og unge, der ligger mit hjerte nærmest. De svære emner, de stille spørgsmål, de små pauser, hvor barnet lige tænker sig om — det er dér, jeg føler, at mit arbejde gør en forskel.

Jeg skriver, fordi jeg ønsker, at børn skal mærke, at de ikke er alene med deres tanker. At der altid findes en voksen, der gerne vil lytte. Og at det, der er svært at sige højt, godt må få lov til at fylde.