Når man som forælder står uden et svar

Jeg har stået i mange situationer som far, hvor jeg har mærket helt ind i kroppen, at jeg ikke havde et eneste svar. Ingen forklaring eller løsning. Bare et hjerte, der slog hårdt, og to børn,der kiggede på mig og håbede, at jeg kunne gøre verden lidt mindre uretfærdig.

Og sandheden er, at jeg ikke altid kan det. Men jeg kan være der. Og nogle gange er det deteneste, der betyder noget.

Jeg vil dele nogle af de oplevelser, der har formet mig mest som far. Ikke som råd eller
løsninger. Bare som et menneske, der har stået i det — og som stadig står i det.

 

Da mine børn mistede deres mormor

Det er to år siden nu, men jeg kan stadig mærke dagen helt tydeligt.

Klokken var omkring 12.00. Min kone havde hentet vores datter fra et håndboldstævne i
Tårnby, og vores søn var kørt med op for at hente hende. De var på vej hjem, da min kones farringede og fortalte hende, hvad der var sket. Jeg var hjemme da min kone ringede og
forberedte mig på hvad der skete og hvad hendes plan var.

Min kone læssede begge unger af hos mig, vi snakkede kort, og kørte direkte videre til sin far, som bor få kilometer væk. Derfra tog hun med en veninde til Aalborg Sygehus og efterlod bilen hos sin far.

Omkring kl. 15.00 ringede hun til mig og sagde, at vi skulle komme derud med det samme. Jeg fik min bror til at hente os, så vi kunne komme ud efter vores bil, som stadig stod hos svigerfar. Vi gik kort ind i huset og ryddede op efter ambulancen og redderne, så svigerfar ikke skulle komme hjem til det syn.

Derefter kørte vi mod sygehuset og mødte min kone derude.

Da vi ankom, blev vi ført direkte ind på intensiv. Der sad deres morfar og et par
familiemedlemmer. Tiden stod stille. Og alligevel gik der kun få minutter, før lægerne sagde det, man aldrig er klar til at høre:

Hun kunne ikke reddes. Hvis vi ville sige farvel, skulle det være nu.

Jeg tog mine børn i hænderne og gik ind. De stod helt stille. Ingen tårer. Ingen ord. Bare chok.

Da vi kom ud igen, ville vi trække frisk luft. Og dér brast det.

Min datter først — følsom, blød, helt åbent ramt. Og så min søn. Hans skrig… det var et skrig, der kom helt indefra. Et skrig, jeg aldrig glemmer. Et skrig, der ikke stoppede. Utrøsteligt. Rå.

Jeg stod der som far og vidste, at der ikke fandtes et eneste svar, der kunne gøre det her
mindre smertefuldt. Det eneste jeg kunne gøre, var at være menneske sammen med dem. At vise dem, at jeg også var ked af det. At det var okay at græde. At det var okay at være vred. At det var okay ikke at forstå.

Vi brugte tiden efter på minder. På historier. På nærvær. På at lade dem styre tempoet. Nu, to år senere, er såret stadig åbent. Men vi kan se tilbage med varme — ikke kun sorg.

 

Da vi fandt ud af, at min kone var gravid – midt i en diagnose

Det andet øjeblik ligger længere tilbage, men det har formet hele vores familie.

Min kone har sclerose. Den dag vi var på sygehuset for at snakke medicin, bad lægen hende tage en graviditetstest “for en sikkerheds skyld”. Den var positiv.

Det satte gang i en million tanker. Vi havde altid drømt om to børn. Men nu stod vi med en
sygdom, der er uforudsigelig, uberegnelig og til tider ubarmhjertig. Vi vidste, at vi ville bringe et barn ind i et liv, der kunne blive svært.

Vi besluttede at få ham. Og heldigvis. For han er fantastisk.

Men det har ikke været uden svære valg. Mor kan ikke de samme ting som andre mødre. Der er dage, hvor kroppen ikke vil. Dage, hvor energien er væk. Dage, hvor sygdommen fylder mere end livet.

Vi valgte tidligt at være “ærlige med filter”. Vi lyver aldrig for børnene om sygdommen. Men vifortæller dem heller ikke alt. De spørger meget — både dem selv og deres venner. Og vi svarer efter bedste evne. Men nogle gange må man bare sige: “Jeg ved det simpelthen ikke.”

For det gør vi ikke. Og det er okay.

 

At være far med aspergers, angst og PTSD

Begge eksempler bliver ikke nemmere af, at jeg selv har aspergers, svær angst og PTSD. Jeg kan ikke altid genkende følelser. Jeg har svært ved at vise dem. Men jeg elsker min kone og mine børn mere end noget andet i verden — og det ved de.

For kærlighed er ikke kun ord. Det er handlinger.

Det er at campere på stuegulvet. Lave fjollet aftensmad. Løbe gennem huset og lave løjer med min søn. Snige sig ind på min datter med en vandpistol lige før sengetid. Grine. Smile. Være sammen.

Når min søn er træt eller udkørt, kravler han helt ind i mig. Ikke bare et kram — han smelter nærmest sammen med mig. Det er hans måde at sige “jeg har brug for dig”, og jeg forstår det uden ord.

Min datter lægger hovedet på min skulder, når hun er træt. Det er sådan hun siger “jeg er her, far”.

Og vi siger “jeg elsker dig” meget herhjemme. Ikke som noget stort eller højtideligt. Bare som en del af vores hverdag. En rytme. En måde at minde hinanden om, at uanset hvad livet kaster efter os, så står vi sammen.

Mine børn elsker at drille mig. Det er næsten blevet en sport. Min datter sniger sig ind på mig med en vandpistol, og min søn gemmer sig bag døren for at hoppe frem og skræmme livet af mig. Det er fjollet, men det er os. Det er sådan vi holder lyset tændt.

 

At vælge lyset – selv når livet er tungt

Vi har meget at slås med i min familie. Sygdom. Tab. Diagnoser. Mobning. Men vi har én fælles retning: Vi vælger lyset.

Ikke fordi livet altid er lyst. Men fordi vi ved, at uden smilene, så kommer vi aldrig videre.

Da vores datter gennem flere år blev groft mobbet på sin gamle skole, og vi besluttede at flytte hende, kunne vi have druknet i alt det, hun mistede. Veninder. Kendte rammer. Tryghed.

Men vi valgte at fokusere på alt det nye, hun skulle møde. Nye mennesker. Nye oplevelser. Nye muligheder. Nye sider af sig selv.

Og det tog hun til sig. Det gør begge vores børn. De har adopteret vores måde at se verden på: At der altid er noget godt at finde, selv når livet er svært. At man kan vælge at se fremad. At man kan vælge at tro på det bedste i mennesker. At man kan vælge at smile, selv når man er ked af det.

Det er ikke naivt. Det er modigt.

 

Refleksion – og Samtalias univers

Når jeg ser på alle de her oplevelser, kan jeg mærke, hvor vigtigt det er, at vi som forældre tør stå i det, vi ikke kan svare på. At vi tør være ærlige. At vi tør være menneskelige. At vi tør sige "jeg ved det ikke”.

Det er noget af det, Samtalia bygger på: At børn ikke har brug for perfekte forældre. De har
brug for ægte forældre. Forældre der tør være i det svære. Forældre der tør vise følelser —
også når de er rodede. Forældre der tør lytte, selv når der ikke er noget at sige. Forældre der tør lade barnet mærke sig selv. Forældre der tør vælge lyset, selv når livet er mørkt.

Samtaler handler ikke om at finde løsninger. De handler om at finde hinanden.

Og hvis der er én ting, jeg har lært, så er det dette:

Du behøver ikke have et svar. Du behøver bare være der. Og du må gerne vælge lyset.